Ivers bryllup, Karachi og den slags

Lørdag 31 marts 2007, dag 1

Kære derhjemme!

Nu har jeg lidt mere tid til at skrive, og det vil også være en god måde at få samlet tankerne på, for indtrykkene står i kø.

Rejsen er gået godt, vi kom herned i fin tid og blev hentet i lufthavnen af vores hotel. Vi landede jo midt om natten, så vi gik direkte i seng da vi havde fået vores værelser. Næste dag stod vi op, spiste morgenmad og vandrede derefter ud i Karachi, ned af en af hovedgaderne, Tariq Road. Den engelske indflydelse herovre er ganske tydelig, dels hedder gaderne "road", "street" og i den dur, men når man udtaler tal hernede (herovre?), så er det på engelsk. Det er lidt spøjst at høre en lokal sige "bunga leti kasinam seventy-five dollars".

Karachi kan, indtil videre kun beskrives som helt enorm, fuldstændig rodet og fyldt med mennesker overalt. Da vi havde gået et stykke ned af af Tariq Road, fik vi den gode idé at tage ud til vandet og se det Indiske Ocean. På kortet var det jo ikke mere end afstanden fra Vesterbro til Parken, men vi satsede heldigvis alligevel på en taxa, da varmen er barsk for et par medisterfarvede drenge som os. Efter lidt forsøg på at kommunikere, Dave forsøgte at mime "beach" som en bedre Grethe Sønck, kom vi afsted og kørte igennem byen. Overalt er der biler, rickshaws og knallerter. Hjemmefra er vi vant til motorcykler som et enmandskøretøj, måske to unge knægte hvis de er frække. Her er det nok til hele familien og lidt til. Jeg har set fire mand på en knallert, mødre på måneder gamle børn på skødet og to fyre der trasporterede et køleskab. Når de eneste trafikregler så synes at være "pas på dog selv" og "dyt som ind i helvede", så bliver det en smule kaotisk. Jeg skulle dælme ikke sætte mig bag rattet her, det kræver mere end et kørekort og køreevner, det kræver også en smule trang til at udfordre døden.

Stranden var spændende. Det første vi mødes af, er kameler og disses ejere, der forsøger at sælge os en tur. Rasmus, eller Krølle som han kaldes, tiltrækker en del opmærksomhed med sin lyse hud og små tætte krøller. Det gør vi nu allesammen, men blikkene varer lige det længere når det er ham. På stranden satte vi os oppe i en park og kiggede på mennesker, på havet og på de ørne der kredser overalt over byen. En fugleelsker skal ikke lave andet end at kigge ud af vinduet, jeg kan fx se to ørne lige nu. Mens vi sad på stranden kom en gruppe fyre over til os, kiggede på Krølle og begyndte så at tale til os. De kunne ikke et ord engelsk, vores urdu er noget rustent, men huyggede os gjorde vi. De lokale er en skønsom blanding af krejlere og gæstfri mennesker, ofte på samme tid.

Gårdagens højdepunkt var naturligvis den første bryllupsdag. Imran er nu en gift mand, jeg synes det var i går vi lukkede baren efter at have kigget på piger hele aftenen. Vi tog ud til hans families hus i udkanten af Karachi, et sted der hedder Nazimabad. Hans farfar byggede huset, som hans farmor på 300 år stadig bor i, sammen med Imrans onkel og dennes famile. Imrans bedstemor, familiens ældste, har været syg for nylig, men har det bedre nu og vi var inde og hilse på hende. Hun sad sgu i skrædderstilling på sengen, og hun er, hvis jeg husker rigtigt, 76 år gammel! Vi kom i vores tøj, som I kan se på billedet, og så hyggede vi ellers og talte med Imran. Jvf traditionen, så var han allerede gift, selvom han endnu ikke havde set Sanobar siden han kom til Pakistan. Istedet var han taget i moské med tre vidner fra hendes familie, der hvade bekræftet at hun gerne ville giftes med Imran, og det var så det. Imran var derfor faktisk ret afslappet, for som han sagde "vi er allerede gift, hvad kan der gå galt". Vi andre var så helt oppe og køre, det var så ufatteligt spændende og måske især farverigt. Vi spiste, kun mændene naturligvis, og fik mødt resten af familien, det vil sige onklen, fætre, grandfætre og et liv så stort at jeg ikke kan huske halvdelen af navnene, men varmen, interessen og gæstfriheden er ikke til at glemme,

Vi gik op på familiens tag, en stor terasse med udsigt over den del af Karachi som man nu kan se, et komplet skue er umuligt, byen er uendelig og ligger under et tæt lag smog. Fra taget kunne vi pakistanske hjem-ismænd på cykler, en cricketkamp på gaden og mest interessant, en blikby der var opstået på den anden side af den lille flod som huset lå ved. Kvarteret huser ligger i er pænt, Imrans familie er ganske velstående, onklen arbejder er noget guvernørrelateret noget som jeg desværre ikke kan huske lige nu. Men lige på den anden side var der altså opbygget en favella, bidonsvilles, shantytown eller hvad det nu hedder. Den lille flod var derfor fyldt op med lort, affald og resterne fra mennesker der må leve i udkanten af samfundet. På den ene side af huset, drenge der spiller cricket og køber is, 50 meter væk på den anden, extrem fattigdom. Det er svært at rumme.



Sent om aftenen, ret beset var det vel ved at blive nat, kørte vi mod Karachi Marriage Garden, en åben gård hvor selve festen skulle stå. Der var høj musik, farver over det hele og smukke piger i de mest farvestrålende kjoler. Vi mødte og vi hilste og jeg har aldrig oplevet den slags interesse før. Vi mødte Sanobars far og hans svoger, deres børn og alle var så søde at jeg er helt målløs. De ville alle vise os Karachi, høre hvad vi syntes om det, hvad lavede de, her er min søn og så videre. Det var ganske enkelt så farverigt, så overdådigt og så fantastisk at det ikke kan beskrives med ord og de mange hundreder af billeder vi har taget kun vil kunne vise en brøkdel af det vi har oplevet.

Efter et par timer, klokken var vel blevet omkring midnat og temperaturen var efterhånden behagelig med en fin brise, kom bruden ind til festen. Hun havde slør om ansigtet og blev mødt af alle pigerne i sleksabet, der sang, trommede og iklædte hende blomster. Pigerne var alle iklædt de mest farvestrålende kjoler, nogle i orange, andre i grønt, det var simpelthen så flot. Deres hænder havde alle henna-mønstre, blomster, sole og sirlige mønstre. De mest indviklede og omfattende henna-tatoveringer var naturligvis brudens, der også havde fået fødderne lavet. Pigerne pylrede og nussede om bruden, hun blev fodret med nogle forfærdeligt søde kugler som jeg smagte senere på aftenen og nær havde fået sukkersyge af. Andre førte penge rundt om hovedet på hende, for at jage de onde ånder væk og de penge bliver så efterfølgende givet til fattige.



Lidt senere gik Imran op til sin brud, der var stillet en lille scene op, hvor de så sad i en blomsterdekoreret stole/køje-ting og så nuttede ud. De talte ikke meget sammen, det bør sig at bruden skal være bly og mut på sin bryllupsdag. Imran blev så også fodret med de hæslige kagekugler og han fik smurt henna i panden. Folk nulrede og pylrede om den, og for første gang indrømmede Imran en smule nervøsitet ved at være midtpunkt for de vel nok 200 mennesker der var der. Der var lege, en tradition er at brudens familie skal tage fat i gommens finger og forhandle pris for at give slip og lade gommen komme til sin hustru. Pludselig stod der 15 på den ene side, 10 på den anden og forhandlede på livet løs om løsladelsen af Imrans finger. Det mindede mest af alt om Wall Street og jeg havde heldigvis Tariq, Sanobars bror, til at guide mig igennem og forklare mig de forskellige dele af ritualerne. Hendes to brødre er skideskægge, begge er under uddannelse i England og, tror jeg, med på den værste.



Maden var utrolig, som Tariq sagde ”oh, they didn’t tell you the meal was the main event? You thought this (med henvisning til ceremonien) was it?” Grillstegte kyllingestykker, shish kebab, brød, noget kartoffel og bønne sammenkog, noget andet brød, is og noget mandelnoget der var hvinende sødt. Vi spiste, og snakkede og spiste igen. Hele tiden var der nye mennesker der lige hilste, nye fætre, andres fætre og disses onkler. Sådan blev det ved hele aftenen og da klokken efterhånden var blevet mere morgen end aften, så hoppede i en taxa og hjem til hotellet, trætte, glade og helt propfyldte af indtryk.

Dag 2
I dag har vi så skiftet hotel. Hilltop som vi boede på, var for snavset, for dyrt og helt igennem klichéhostorien om turister der skulle narres. Imrans onkel skruede lige bissen på over telefonen, så vi checkede ud i morges og er flyttet på Hotel Sarawan, et langt billigere, langt bedre og mere centralt beliggende sted. Nu ligger jeg her på sengen, slapper af og forsøger at tage mig sammen til at tage et bad før Imrans mor og onkel henter os et sted efter klokken fem, altså om et kvarters penge. Så tager vi derud igen og hygger, klæder om og får strøget tøjet før festen går løs.

Vi har ikke det dersens internet på hotellet, men der skulle ligge et business center, ikke en internetcafé, hvor jeg kan få sendt det her afsted fra. Jeg har fået et nummer her i Pakistan, 0307 2202465 (landekoden kan jeg ikke huske), som I kan bruge hvis jeg ikke er på det normale. Jeg skifter lidt mellem sim-kort, alt efter hvem jeg skal have fat i.

Køs fra Karachi
Mads

Fortsat...
Imrans onkel kom som sagt og hentede os, sammen med en del af familien. De har forberedt hele dagen, købt ind og haft rygende travlt. Alligevel har de tid til os, det er forbløffende. Vi kørte mod huset, købte lidt mere ind undervejs og vi fire blege danskere kiggede ud f vinduet på Karachis liv, der mest af alt minder om en myretue. Det er et ret usædvanligt syn, jeg har fx før set fattige, tiggere og hjemløse, men her er det så meget mere og så langt mere råt. Det er ikke usædvanligt med små børn der banker på bilens ruder mens man holder i kø, der er folk med misdannelser der krabber sig hen af fortovet, det er uhørt råt så jeg slet ikke kan fatte det.

Endnu en gang var Imrans families hus en stærk kontrast til den rå virkelighed lige udenfor. Vi fik chai, der blev nusset om os og vi hyggede os igen. Imran tog ud og fik tagte bryllupsbilleder, og han så forrygende ud i et hvidt jakkesæt og knaldrød turban. Mest af alt lignede det noget fra et eventyr, ikke mindst senere da vi så bruden.

Vi tog til Baba Habasch Marriage Garden, en endnu mere extravagant og overvældende oplevelse end Karachi Marriage Garden fra i går. Enorme lysekroner, åben himmel og så mange mennesker at der nærmest var myldretidstrafik for at gå rundt. Imran blev sat op på en scene igen, hvor familien, både hans og brudens, skiftevis kom op og satte sig sammen med ham, mens folk rundt om talte, lo og hyggede sig gevaldigt.Efter etpar timer på dne måde, klokken har vel været en elleve stykker, kom bruden ind. Jeg kan ærligt sige at jeg har aldrig har set noget lignende, måske på film. Hele vores tur herovre kan jeg bedst beskrive med ord som ”utroligt, ”fantastisk” og i den dur, og her mener jeg det helt bogstaveligt, det er svært at tro nogle gange. Sanobar var iklædt en borderet rød dragt, med rige dekorationer i guld og andet, store guldsmykker og hvis Imran lignede noget fra 1001 Nat, så var hun endnu flottere. Hun blev placeret på en anden scene, i den anden ende af rummet og igen kom både hendes familie og Imrans over og talte til hende. Hun så nærmest trist ud, traditionen er jo at hun skal spille genert og tilbageholdende, men en gang imellem, særligt når hun talte med Imrans søster Sabeen, kunne hun ikke lade være med at grine og smile.


Maden kom og jeg havde fornøjelsen af at sidde med ved det vel nok bedste bord, alt var arrangeret om runde borde med plads til ti, sammen Imran, Imrans far og onkel, brudens far og onkel og en af Imrans fætre, Aslan, en virkelig nuttet lille fyr på 7 år. Maden var igen gamske fin, men jeg kunne nu efterhånden godt spise noget der ikke er stærkt eller hvinende sødt efterhånden. Min mave gjorde lidt brok, så jeg spiste ikke for meget. Aftenen var officielt arrangeret af brudens familie, så hendes to brødre, Tariq og Bilal, farede rundt og sørgede for alle gæster. Det er to skidesøde fyre, venlige, opmæksomme og sjove: Forhåbentlig kommer de med på tirsdag hvor vi skal på sightseeing i byen med dele af familien.



Efter middagen, som blev serveret på et tidspunkt hvor de fleste nok ville være gået i seng, blev Imran og Sanobar endelig samlet på den ene scene, hvor de så sad og lod være med at tale sammen, mens familien kom op og lykønskede de to, derefter venner af familien og så videre, indtil vi alle havde været deroppe og hilst og fået taget et billede. Udenfor var klokken blevet over midnat og det var søndag. Det er så også en muslimsk helligdag, hvor de fejrer profetens fødsel, så der blev dyttet, flaget og også skudt lidt op i luften.



Da festen var ved at være slut, var det endelig tid til at Imran tog sin brud med hjem. Men først skulle der lige forhandles en pris med en shemale de som traditionen byder, dukkede op og sang mens brudeparret gik mod bilen. En pakistansk shemale, jeg har vist set alt nu. Vi blev samlet i bilerne og kørte mod familiens hus, Imran og Sanobar satte sig i en blomsterdekoreret bil og kom til sidst mod huset. Traditionen er at gommen tager sin kone med hjem til huset, men så nemt skal det ikke være. Imrans søster og kusine stillede sig i døråbningen og spærrede vejen og Imran måtte forhandle om prisen for at kunne komme ind. Til sidst kom de ind og for første gang kunne de være sammen under lidt mindre omstændigheder end 200 mennesker og en scene. I morgen skal de være sammen alene for første gang siden brylluppet startede, når de checker ind på et hotel.

Vi blev kørt hjem af onklens chauffør, igennem gaderne hvor det føltes som om hele Karachi var på gaden for at fejre. Det var skønt ikke at skulle tage en taxa igennem det virvar af larm. Vi gik på hovedet i seng, jeg har sjældent været så træt. I dag holder vi fri og bliver på hotellet. Butikkerne har alligevel lukket, og om aftenen er det nok bedst at blive indenfor på grund af fejringen. Jeg trænger også til en pause, hvis jeg skal være klar til mandag, hvor den sidste del af brylluppets officielle del holdes.

Fortsat...
Dag 3

Den hidtil roligste dag og alligevel ganske mindeværdig. Rasmus havde fået det en smule skidt i løbet af lørdag aften og jeg selv blev ramt af et ganske fælt maveonde i løbet af aftenen, der ikke behøver at blive beskrevet nærmere. Da vi alligevel havde valgt at blive hotellet, blev jeg i sengen hele dagen og forsøgte at få det bedre. Ellers var dagen ret begivenhedsløs, udenfor var der helt stille og gaden der normalt huser en mindre trafikprop, var nu blevet til en cricketbane. De andre havde også en smule mavebøvl, ligesom både Imrans far og onkel også har haft det. Måske har det været maden, men mest af alt tror jeg bare det er mængden, der er ikke blevet sparet, og tidspunktet vi har spist på.

Dag 4
Brylluppets sidste officielle dag. Vi valgte at tage ud til et shoppingcenter ved Clifon Beach, dels fordi vi efter vores mavebøvl ikke orkede at være for langt væk fra et nogenlunde tilforladeligt toilet. Park Towers var rimelig posh og helt igennnem uinteressant, hvis ikke det var for kontrasten i forhold til det støvede, larmende og rodede Karachi der var udenfor. På vejen hjem fandt vi endelig en bank der ville acceptere vores visakort. De første dage har vi kørt på de penge vi havde med, hotellerne har taget vores kort, men vi har ikke kunne hæve fra de ATMs der er overalt i byen.

Vi fik en kort lur på hotellet inden vi blev hentet af familien. Vi kørte igennem Karachi, der var hæsligere end før. Der var så meget trafik, os og smog at mine øjne løb. Midt i al den os står folk i gaden og laver mad, sælger kød, de hjemløse ligger og sover i midterrabatten og det kan nærmest overraske mig at gennemsnitslevealderen er 55 år under de betingelser. Hjemme hos Imran fik vi vand og trak op på taget og spillede cricket med Imrans syv-årige fætter Aslan. Han er simpelthen så nuttet at vi overvejer at tage ham med hjem. De første dage satte han sig gerne sammen med os, fulgte med og svarede når vi tale med ham. Han taler engelsk, det har man allerede fra første klasse. Nu har han helt overgivet sig og kommer løbende og giver os et knus og taler løs. Han blev mere og mere glad mens vi spilelde criocket og til sidst glemte han at tale engelsk og plaprede løs på urdu om reglerne, mens vi grinte og havde det skønt.

Lidt senere på aftenen, de har det med at trække ud, kom en fotograf og tog billeder af brudeparret. For første gang var Sanobar ikke iklædt det helt store skrud eller make-up og vi kunne konstatere at Imran har gjort det godt. Vi fik også lidt tid med Imran, han har ikke halvt så travlt som familien der pisker rundt, men han skal være til rådighed, eller hvad det nu bør kaldes. Han mumlede lidt om at tage ud med os om tirsdagen, jeg tror han føler han tager sig for lidt af os. Vi sagde naturligvis at han kun skulle tag emed hvis han havde tid osv, for vi klarer os jo ganske glimrende og med Haseem, Sabeen og mange flere som guider mangler vi ingenting.
Aftenen bød igen på middag under åben himmel i Baba Habasch Marriage Garden. Da det var gommens familie der afholdt aftenen, stillede Imrans familie sig op ved indgangen og vi blev bedt om at stille os med. Jeg gentager nok mig selv, men vi er virkelig blevet inviteret indenfor som familie. Det er et enormt hjerterum og et overskud de viser, det sætter vi virkelig pris på.
Brudeparret sad igen på scenen, jeg har lidt ondt af de to, sådan at sidde til ske for alle, mens vi hygger rundt om. Naturligvis kommer folk op til dem, men når de sådan sidder på række, må det være lidt svært at hygge sig rigtigt. Overalt farer der børn rundt, også selvom klokken er en del over dansk sengetid. Der er en helt anden dagsrytme og indstilling her, dels sover de (og også blege københavnere i Karachi) til middag når det er varmest, men der er slet ikke den der angst for at udsætte børnene for noget som man kan opleve i Danmark.

Det var en mindre pompøs aften end de andre, hvilket også betød at den sluttede tidligere end de andre, så vi var tidligt hjemme og gik igen lige i seng. Bortset fra en smule kalden til bøn der vækker os om morgenen, så sover vi som engle..

Dag 5
Det var egentlig meningen at vi ville have været oppe og spise morgenmad, men sengen var så lun og rar i morges at vi igen sov længe. Den noget ujævne døgnrytme gør nok heller ikke noget godt for vores maver, men vi har det allesammen bedre. Vi havde jo aftalt at tage ud og se med dele af familien, så de hentede os lidt over 12. Det var naturligvis os fire drenge, Imrans søster, tre fætre og en kusine. Vi startede med at køre ud til stranden, hvor luften er noget behaligere end i byen og der også er en god vind. De to piger tog sig en kameltur, ligesom Rasmus og en storgrinende Aslan gjorde bagefter, Vi soppede rundt, Aslan plaskede og det var bare rart og afslappet. Sabeen spurgte på et tidspunkt om vi kedede os, men det er lidt som at være i sommerhus, det hele kører lidt langsommere og der skal ikke rigtig noget til for at have det rigtig rart.


Bagefter kørte vi lidt rundt i byen, indtil vi stoppede og tog på Pizza-Hut. Det var en ret surrealistisk oplevelse, for det første havde stedet valet parking, for det andet kom der en æselkærre forbi mens vi sad derinde med det poshe Karachi og spiste. Igen er kontrasterne der hele tiden og de er enorme. Det var rart at spise noget lidt mere velkendt, selvom jeg jo helst vil spise lokalt, så kan jeg nu godt savne en lidt mindre krydret leverpostej og et glas skummetmælk efterhånden. Senere tog vi op på Tariq Road og kiggede på tøjbutikker. De andre købte lidt forskelligt, jeg sparer lidt for tiden, da jeg hellere vil se lidt mere før jeg køber. Overalt er der tøjbutikker med sager i alle kvaliteter, så det gælder om at se sig for og lytte til de råd vi får.

Vi var igen inviteret ud og spise om aftenen, uden rigtig at vide hvad, hvor eller hvornår. Hassem kom og hentede os ved nitiden og vi tog til Karachi Gymkhana, en rigtig country club som er blevet brugt af diverse præsidenter og ministre. Der var sådan en herlig stemning og det mindede om de film jeg har set om den engelske kolonitid. Jeg kunne lige forestille mig briterne iklæde sig det pæne tøj, drikke gin & tonic og en engelsk major spankulere rundt i sin fine uniform. Begge familier var der, fordelt med de ældre damer ved et bord, børnene ved et andet og så os og de to fædre og to onkler ved det tredje. Det var spændende, for vi fik en førstehåndshistorie om Pakistan af Sanobars far. Han flyttede fra Pakistan i 1973, og har udefra kunne følge med i landets udvikling. Den slags personlige historier synes jeg altid er langt mere spændende end den generelle historiske beretning.

I morgen er vi inviteret på middag igen, denne gang 35 kilometer uden for Karachi, hvilket jeg glæder mig meget til. Denne by synes endeløs sommetider, dengang Imrans far forlod Pakistan for 40 år siden kunne man køre fra bykant til bykant på cykel på under en time. Det er en utrolig udvikling, ligesom det er utroligt at forestille sig at hele dette land kun er 60 år gammelt. Nu vil jeg se det sidste af Milan – Bayern og gå i seng.

Dag 6
Endnu en dag i Karachi. Vi stod sent op og tog derefter på Pakistani Air Force Museum. Der var den sædvanlige bunke fly, lidt monumenter der fejrede krigen mod Indien, men ellers var det mere rart at være et sted med lidt frisk luft, grønt græs og forholdsvis ro. Det virkede lidt som om det blev brugt som udflugtssted for unge kærestepar, for der sad en del rundt omkring og holdt lidt i hånd.

Efter den smule kultur tog vi hjem til Iver, eller forsøgte ihvertfald på det. Vi hoppede i en taxa der skulle kende vejen til Nazimabad, men han kunne dårligt finde vej i sine egne bukselommer. Vi kørte rundt, rundt, han spurgte gud og hver mand, men lige lidt hjalp det. Til sidst, efter miondst tre kvarters køren rundt, fandt Imrans onkel os endelig, og vi kunne tage ud af byen som planlagt. Turen ud til det var en oplevelse i sig selv. Byen synes jo ofte endeløs, men der efter en lille times kørsel forsvandt bygningerne lige så stille, og snart var vi på en klassisk motorvejsstrækning, omend kørebanen var mindre jævn end hvad vi er vant til hjemmefra.

Stedet vi spiste var skønt, det var en gammeldags måde at spise på, vi sad på nogle lave borde, dækket med tæpperr og, med en smule vestligt snit, et par borde i midten til maden. Det hele foregik under åben himmel, med en stor græsplæne hvor de mindre børn løb rundt, og cricket på et stort lærred i baggrunden. Maden var igen god, min mave har det efterhånden fint med det, så længe jeg ikke spiser for meget. Efter maden gik jeg en lille tur på græsset og minglede efter bedste evne. Aslan ville gerne spille cricket, så med en tennisbold og et bræt som remedier fik vi sat en lille kamp igang. Alt i alt, endnu en fin aften.

Dag 7
Ikke det store at melde om, jeg blev hjemme og skrev noget skolearbejde, de andre shoppede rundt hele dagen. Aftensmad hos Imran, hvor vi sagde farvel til hans far og søster der tog hjem til Danmark.

Dag 8
Dagene begynder at flyde lidt sammen nu. Vi tog på stranden, et sted der hedder French Beach og ligger et godt stykke uden for byen hvor man slipper for skrald, sælgere og så videre.

Her stopper historien, jeg orker ikke at fortælle mere.