wake me up before you go-go

Bloggen lukker og slukker, længe leve den nye hjemmeside

noreply@blogger.com (Mads) — Sat, 03 May 2008 14:55:00 +0000

Efter flere gode år hos Blogspot flytter Nettoligans til et nyt hjem på internettet. For fremtiden kan man finde os på nettoligans.dk, hvor vi får lidt flere muligheder for at fable om Underberg og Bergvold.

God jul til alle

noreply@blogger.com (Mads) — Wed, 12 Dec 2007 11:08:00 +0000

Nettoligans ønsker alle en god jul med denne lækre video.

Lens AWAY - toute l'histoire

noreply@blogger.com (Mads) — Sun, 30 Sep 2007 21:12:00 +0000

Som det måske er enkelte bekendt, så havde jeg for nogle uger siden fornøjelsen af at lege busguide på FCKFCs bustur til Lens. Her følger et kort resumé fra en ganske fin tur.

Jeg har allerede skrevet en smule om Lens som by og fodboldhold her.

Vis stort kort

Vi kørte derned med en ganske stor bus, der dog ikke var stor nok til at man kunne ligge ned i en komfortabel stilling, selv ikke efter at have bedøvet sanserne med rigelige mængder øl.

Eric og Ekström

Vel ankommet efter 16 timers helvede i bus stod vi af ved stadion. Det er ganske stort og ligger lige i udkanten af midtbyen.

De har naturligvis også en butik med alskens lort i rødt og gult.
Byen var ikke just noget at skrive om, hvilket jeg dermed lader være med. Jeg fik dog set den hele, modsat de tåber der sad på den første bar ved siden af stadion da jeg gik forbi efter at være ankommet og stadig sad der da jeg gik mod stadion otte timer senere. Man må beundre mennesker med så stor nysgerrighed at de vælger at rejse to gange seksten timer i bus for at drikke Heineken på en bar der lige så vel kunne ligge i Hvidovre

Nogle sinker havde valgt at sende dette budskab til Lens. Om det var passionerede tyske Lens-fans der ville sende budskabet om at der kun er et Sang et Or, eller andre dedikerede unge mennesker der stod ved jeg ikke, men det er ihvertfald stærkt, velargumenteret og ikke mindst kønt.

Og indenfor havde jeg så fin udsigt over unge mennesker med så store følelser for FCK at de vælger at lade være med at se kampen, for istedet at opføre et gymnastik-lnadsstævne på tribunen.

Og det var den tur.

Brøndby stadion, en anmeldelse

noreply@blogger.com (Mads) — Sun, 30 Sep 2007 21:02:00 +0000

Da Sokken af uransagelige årsager er skredet til Frankrig i længere tid, så kidnapper jeg lige tråden med et nyt stadion. Da jeg ikke deler Sokkens bizarre lyst til se obskure lortehold spille, så har jeg valgt et stadion og en kamp, hvor FCK deltog.

Søndag d. 23. september 2007 gik turen således til Brøndby Stadion på den charmerende københavnske vestegn. Dagens modstander hed Brøndby IF, der ligger i den tunge ende af Superligaen, og det må beklageligvis formodes, at den står på 1. division næste år på de kanter.

For de yngre af jer og de øvrige nytilkomne fans kan jeg berette, at sådan har det skam ikke altid været. Tilbage i 80'erne og 90'erne var Brøndby IF en stor klub, der vandt flere mesterskaber og gjorde sig gældende internationalt. F.eks. taler alle i Europa stadig om dengang Brøndby nåede semifinalen i UEFA Cup'en for bare 16 år siden. Alle.

Siden er det så gået ned af bakke, og f.eks. kampene mellem Brøndby og FC København (som en gang var noget hele fodbolddanmark talte om i hele ugen op til) er ikke længere omgivet af samme skær som tidligere.
Symboliseret ved at stadion også kun var lidt over halvfyldt. For 10 år siden ville det have været fyldt (Dengang var det dog også ca halvt så stort, så måske forklaringen ligger lige for).

Brøndby IF er dog særdeles bevidste om deres storhedstid, her et banner fra fantilholdsstedet "Hytten":

De var store engang i 90'erne. Hvor tiden dog flyver, som man siger.

Tilgængelighed - er det til komme dertil.

Der er flere mulige ruter til Brøndby Stadion. Undertegnede og mine brave rejsefæller startede vores odysse med at tage over Hovedbanegården til Brøndbyøster Station og gå derfra til stadion. Det er en rask lille tur på små 3 kilometer, der indledningsvis fører en igennem et betonhøjhushelvede, der dog rummer noget så eksotisk som beværtning ved navn Tequila Bodega. Vi sprang dog denne over, da vi beklageligvis var i tidsnød.
Resten af gåturen tilbagelægges gennem et villakvarter, der ikke adskiller sig synderligt fra andre kvarterer af den slags.

Kontrollørerne - venlige/uvenlige

Kontrollørerne var venlige og høflige, så høflige at kropsvisitation eller anden af den slags unødvendigheder ikke var noget man brød sig om at udsætte sine betalende gæster for. Vi gik med andre ord ganske uantastet ind.

Tilskuerpladserne - udsyn, komfort osv [IMG]

Billedet viser vores udsyn fra forreste række. Vi kunne dog se toppen af målet samt hovederne på flere af spillerne (Hangeland fra livet og op). Men hvad kan man også forlange for 215 kroner nu om dage, må man spørge sig selv om? Mens I gør det, så iler jeg videre til næste punkt.

Tilskuere - Opførsel, stemning osv

Inden kampen havde vi hørt så meget om hjemmeholdets fans der skulle være så højtråbende, at det eftersigende har givet genlyd helt til Spanien, hvor medierne skulle have omdøbt Brøndby Stadion til ”Helvede i Nord”. Det fandt vi værende uhyre uretfærdigt overfor stedet. Vi fandt faktisk stedet ganske hyggeligt og så abslout imødekommende. Intet helvede her, udover køerne, men det vender vi tilbage til.

Den larmende del af hjemmeholdets fans må være skredet sammen med de spillere, der rent faktisk kunne spille fodbold. Vi hørte i hvert fald ikke det store til dem. Det er selvfølgeligt også særdeles muligt, at de, sammen med resten af stadion, var mundlamme
over den parade af sinkerier, som udeholdets fans generøst diskede op med. Der var tydeligvis nogen, der havde været helt nede rave på bunden af idiotiens lortespand for at komme op med tiltag såsom lejrbål på tribunen og fyrværkeriaffyring op i tribunentaget.
Vi andre kunne blot måbende se til, læne os tilbage og klappe taktfast, mens der løbende blev sat nye rekorder udi idiot i selviscenesættelsens hellige navn.
Hjemmeholdets tilhængere fik dog lavet en af deres tifoer, som de eftersigende værdsætter enddog særdeles højt:

Hvis du nu sidder og tænker: "Hvad den Fede Fuck skal det dog forestille?" Så kan jeg berette, at det er en hyldest til de spillere, der bar Brøndby frem til storhed i de føromtalte 80'ere og 90'ere. Solnedgangen i baggrunden symboliserer, at solen er ved at gå ned over Brøndby. Tiderne har skiftet, men minderne kan ingen tage fra dem. Poetisk, vemodigt og smukt hvis I spørger mig.

Så se os dog, far!

Faciliteter - toiletter, lystavle m.m.

Der vat to fine fine lystavler i hver sin ende. Ingen smalle steder der. Toiletterne var sikkert også fine. Desværre så det ud til, at man ved opførelsen har budgetteret med, at det var intet problem, at have ét toilet pr. 6000 tilskuere. Vi opgav i hvert fald på bedste plastic vis og valgte at se fodbold frem for at se på kø til toilettet.

Lidt beskeden kø.

Priser - er det dyrt/billigt

215 kroner for at komme ind og se et bundhold i Superligaen må siges at være i den mere pebrede ende af skalaen. En øl kostede 40 kroner, 5 for 200 kroner, så det tilbud benyttede vi os af. Med i prisen fik vi sågar noget, der lignede græs i to af øllene… Hvordan det var endt der, havde vi flere teorier om. Mads740 mumlede noget om, at det måske ikke var græs men strimler fra papholderen. Denne teori må siges at høre hjemme i kategorien af forvrøvlet fuldemandssnak. Vi andre kan blot konstatere, at 200 kroner for 5 øl er i overkanten, når der er græs i to af dem. Udskænkerne skal dog have den ros, at de var søde og rare og gerne tog sig tid til en lille snak med kunderne. Dette førte dog til tider til lidt kødannelse.

Mht. en af Sokkens kæpheste grillpølserne. Så må jeg beklageligvis erkende, at vi røg ind i samme problem som med toiletterne. Men der var da et selvebetjeningsbord, hvor man selv kunne tanke op med ketchup, sennep osv.

Tilbehør for alle pengene. Dog ikke flere rå løg.

Øl med græs i :(

Kampen

Kampen i sig selv var ikke det store at skrive hjem om. Hjemmeholdet var i gamle dage kendt som Nordens Barcelona (altså holdet ikke byen). Beklageligvis så det ud til, at man har solgt Ronaldinho og som erstatning købt en flok mere eller mindre tilfældige personer, der ikke nødvendgvis tidligere har beskæftiget sig med fodbold. De er så åbenbart blevet sat til at rejse land og rige rundt søndag efter søndag og modtage offentlighedens hån og spot, hvor de nu kommer frem. Ikke et specielt sympatisk træk fra den ansvarlige ledelse i Brøndby. Men sådan er det nu engang.
Tilbage til kampen. Nordens Barcelona var som sagt langt fra fordums storhed og blev hurtigt knust af en gang norskinspireret traktorbold med indlagt migræne fra hovedstadsholdet. Kampen endte 1-0 til gæsterne, hvis anstrengelser for at få sejren i hus var så beskeden karakter, at man må stille spørgsmålstegn ved det nødvendige i et bad efter kampen.

Kändisar

Om der var kändisser spørger du, eller også gør du ikke, men her kommer svaret: Der var kändisser for alle pengene! På tribunerne optrådte den tidligere profil og nuværende anfører Per Nielsen som capo. Da vi sad i modsatte ende var det godt nok lidt svært at skelne ham fra den øvrige mængde. Men pressefoto har da bekræftet vor mistanke. Vi mente nok også.
Efter kampen var vi et besøg på det nyåbnede spise/drikkested Café 1964, der bestyres af den stærkt anmelderroste Skaldede Kok kendt fra TV og restaurant Perlen i Tivoli . Ham så vi også, men vi nåede ikke at forevige ham, før han tog benene på nakken og lod gryder og pander være gryder og pander og skred ud i den lune sensommernat. Man må beundre en chef, der har overskud til at tage tidligt fri på, hvad der må formodes at være, en af de mere travle dage i biksen. Det er selvfølgelig også muligt, at han bare skulle ud med skraldet.. Hvad ved jeg? "Ikke meget!" Lyder det rungende svar.
Og så mødte vi en person, som mine rejsefæller påstod, var Stig Rossen. Jeg (og han selv) var lidt skeptiske på dette punkt. Men for at gøre alle glade er her så et billede af Stig Rossen og en dokumenteret verdensmester i at køre på ethjulede cykler. (Rossen er ham til højre)

Bedst som vi troede, at kändisparaden var slut, så toppede den med et styks Martin Ericsson! Kendt fra det svenske landshold og tidligere profil i AAB. Han er nu trappet lidt ned. Den dedikerede og hengivne beundrer til højre med det kælne blik er for øvrigt Mads740. Ham helt til højre er DiabloDiego15:

To sportsikoner mødes

Ekstra Feature

Som en bonus til det fremragende stadion er der også tilknyttet op til flere beværtninger til dette. Vi valgte at besøge "1964" og "Hytten". Det første sted minder umiddelbart gevaldigt om Sportscaféen i Parken. Dog har de her et hav af fladskærme hængende alle vegne. Stedet er desuden tilsyneladende, der hvor man kommer for at blive set og hænge ud med de kendte jf. afsnittet om kändisser.

"1964" med medbragte idioter.

Efterfølgende var vi i ”Hytten”, hvor der var liv og glade og det smalle nederlag blev fejret, så hattene passede med sang og dans og de allernyeste hits fra ”Absolut let’s dance vol. 8956”, så vidt mine musikalske ører kunne bedømme. Festlighederne foregik primært udenfor i den lune sensommeraften. Så kunne man også bedre holde øje med, hvem der skulle komme forbi.

Den forventningsfulde stemningskejser Pabres foran "Hytten".

Også i "Hytten" flokkes de kendte. Her er det "Kenned" kendt fra TV, der har doneret en trøje dekoreret med et erigeret lem til at udsmykning af stedet. Klassisk, stilet og vovet. Pabres havde dog svært ved at finde en passende grimasse.

Så skal det smalle nederlag fejres og træbenet svinges. ♪Pas på den knaldrøde gummibåd♪

Konklusion - Hvad er helhedsindtrykket Alt i alt et rigtigt hyggeligt sted som klart kan anbefales. Dog burde de få lidt bedre styr på sikkerheden, toiletforholdende og hæve antallet salgsboder. Men som sagt en fin stadionoplevelse, der er i blandt de allerbedste herhjemme. Grundet de førnævnte mangler kan dommerkommiteen dog ikke give mere end 3,75 ud af 5 to-pindsflag på den bosniske skala.

Danmarks klammeste sæde

noreply@blogger.com (Mads) — Sun, 30 Sep 2007 11:29:00 +0000

Vi har før vist billeder af Jødens sæde i Parken, et sæde der i lang tid havde besøg af en due med tarmbøvl. Sædet blev efterfølgende rengjort og har siden været pænere og nogenlunde fæcesfrit. Til FCK - Lyngby var duen dog tilbage og den havde, vurderet ud fra bæ-mængden på sæde og gulv, dykket dybt i spanden med laksativer.

Så må vi se om den gode Jan Olsen faktisk har tænkt sig at gøre andet end at vaske sædet en enkelt gang for derefter at glemme det.

Gøgleren og Martin Ericsson

noreply@blogger.com (Mads) — Mon, 24 Sep 2007 11:26:00 +0000

Magien er tilbage

noreply@blogger.com (Mads) — Tue, 18 Sep 2007 16:52:00 +0000

Der læses flittigt i bussen.

Busserne pakkes.

noreply@blogger.com (Mads) — Tue, 18 Sep 2007 15:13:00 +0000

En lille video fra det store store indernet

noreply@blogger.com (Mads) — Mon, 20 Aug 2007 22:05:00 +0000

Nyt logo

noreply@blogger.com (Mads) — Sat, 18 Aug 2007 19:15:00 +0000

Gøgleren står bag det nye logo, der vil blive brugt til den kommende Livorno HOME but AWAY alligevel. Logoet fås i tre forskellige versioner.

Det fuldstændige logo

Logoet som avatar

Og igen som avatar.

og som kombination

Alle Nettoligans-medlemmer har naturligvis ret og pligt til at sprede logoet over det ganske danske land.

Livorno Nettoligans taber bronzekampen...

noreply@blogger.com (Mads) — Mon, 14 May 2007 20:43:00 +0000

men vandt alles hjerter til søndagens FC Københavnske mesterskab i ølstafet.

Billeder fra mesterskabet kan ses på Jeskes hjemmeside.

Jesper har begået et fint referat jeg tillader mig at citere i sin helhed:

Her følger et kort referat af slaget om fælleden anno 2007.

Fremmødet i år var knap så imponerende som de foregående år. Blandt andet symboliseret ved, at man udskød starten indtil undertegnede indfandt sig, ca halv time for sent. Sjældent har så mange vente så længe på så lidt.

Som det kan læses andensteds var der fire deltagende fraktioner. De aldrende Fooligans, De evigt fusionerende TKOV, De uvelkomne Ståle Raus og endeligt min egen fraktion De smukke og kulørte Livorno-Nettoligans.

Konkurrencen blev afviklet efter princippet om, at alle skulle møde alle, og første heat stod mellem Ståle Raus og Nettoligans.
End ikke en særdeles afslappet indsats af Nettoligans' første løber i dette hadets opgør kunne ændre på den forventede massakre af altid ynkelige Ståle Raus. Beklageligvis valgte en tydeligt beruset og korrupt dommer at tildele Ståle Raus sejren, hvilket fremkaldte chokbølger og tumult blandt publikum og op til flere sæder røg på banen.
Om tildelingen skyldtes Løbskomiteen havde medlidenhed med Ståle Raus og deres elendighed eller, om der var tale om en kendelse med racistiske undertoner mod de smukke og multietniske Livorno-Nettoligans er svært sige. Kønt var det i hvert fald ikke at være vidne til. Fraktioner med mindre værdighed havde utvivlsomt nedlagt protest. Det holdt de brave Livornodrenge sig dog for gode til.

Demoraliserede og bortdømte Nettoligans tabte efterfølgende til Fusionsholdet og Fooligans trods en tapper indsats af publikums yndlinge.

Uden dommerhjælp lykkes det selvsagt ikke Ståle Raus at indkassere andet end to sviende nederlag mod TKOV og Fooligans. Selv om de endnu engang fik udstillet deres manglende evne til at følge og forstå selv simple regler og forsøgte sig derfor med op til flere udskiftninger på deres hold mellem løbene. Dette udløste en noget mild sanktion fra de mere og mere påvirkede dommere. SR's formand Strümpfe blev sendt ud på en soloølstafet som straf for deres uhyrlige overtrædelser af løbsreglementet.

Finalen stod mellem plasticholdet TKOV og de forsvarende mestre fra Fooligans. Fooligans løb endnu engang med sejren. Alderdommen besejrede for andet år i træk ungdommen, og man må frygte for fremtiden, når Fooligans trækker sig tilbage næste år. Hvem står klar til at udfylde deres mægtige sko?

Grundet dommerfadæsen i første løb blev Ståle Raus stik mod alle bookmakeres forventning ikke sidst. Kolossale Nettoligans blev nr 4 og er aldrig sluttet uden for top 5, hvilket gør os til en traditionsfraktion og et ægte storhold imodsætning til de øvrige "fraktioner", der alle er af det pureste plastic.

Løbet i år var for øvrigt det sidste arrangeret af Fooligans og herfra skal der lyde en stor tak for indsatsen gennem årene og et endnu større tillykke med sejren. Sand klasse fornægter sig aldrig. Selv ikke når dåbsattesten er begyndt at gulne.

Vh. Fuego

Udsalgs-billedet vender tilbage

noreply@blogger.com (Mads) — Wed, 25 Apr 2007 14:17:00 +0000

De fleste vil huske det herlige billede herunder. Nu, omkring to år efter dukker det pludselig op på Brøndby Supports forum. Læs selv lige her.

Nettoligans-march på søndag

noreply@blogger.com (Mads) — Wed, 11 Apr 2007 14:59:00 +0000

Søndag er det tid til en tilbagevendende tradition, den "når vi nu finder på det"-lige march igennem Københavns gader før FCK spiller. Giv agt! Jeg udgiver nu befaling for "Nettoligansmarch, søndag 15 april":

Startsted: Rådhuspladsen i København (ikke noget med at stå og vente på Frederiksberg)
Indrykketidspunkt: klokken 1400 ved Strøget, foran Burger King (hiphop-attitudeoptional)
Marchvej: Ad Strøget til Kongens Nytorv, ned ad Kongens Bredgade til Oslo Plads, videre på Dag Hammarskjolds Allé, Østerbrogadetil Trianglen og til slut ad Øster Allé. Holdt afholdes ved McD på Højbro Plads, ved Krokodillegade og ved behov.
Udrykketidspunkt: tjo tja, men vi ender marchen ved Central Park
Mål: Parken
Formation: efter alder
Afstand: hold højst femten meter til bagerste fra forreste mand
Hastighed: ikke for hurtigt, ikke for langsomt
Regulering: nil
Opgave til enkeltmand: Druk for alle. Q sørger for Underberg, resten sørger for gejst, samt vilje. Fimso sørger desuden for pyroteknik. Sommer er ansvarlig for ikke at blive arresteret.
Fælles bestemmelser: Promillen skal være høj til alle tider, sodavand accepteres ikke.

På gensyn og spred budskabet

Ivers bryllup, Karachi og den slags

noreply@blogger.com (Mads) — Tue, 10 Apr 2007 17:31:00 +0000

Lørdag 31 marts 2007, dag 1

Kære derhjemme!

Nu har jeg lidt mere tid til at skrive, og det vil også være en god måde at få samlet tankerne på, for indtrykkene står i kø.

Rejsen er gået godt, vi kom herned i fin tid og blev hentet i lufthavnen af vores hotel. Vi landede jo midt om natten, så vi gik direkte i seng da vi havde fået vores værelser. Næste dag stod vi op, spiste morgenmad og vandrede derefter ud i Karachi, ned af en af hovedgaderne, Tariq Road. Den engelske indflydelse herovre er ganske tydelig, dels hedder gaderne "road", "street" og i den dur, men når man udtaler tal hernede (herovre?), så er det på engelsk. Det er lidt spøjst at høre en lokal sige "bunga leti kasinam seventy-five dollars".

Karachi kan, indtil videre kun beskrives som helt enorm, fuldstændig rodet og fyldt med mennesker overalt. Da vi havde gået et stykke ned af af Tariq Road, fik vi den gode idé at tage ud til vandet og se det Indiske Ocean. På kortet var det jo ikke mere end afstanden fra Vesterbro til Parken, men vi satsede heldigvis alligevel på en taxa, da varmen er barsk for et par medisterfarvede drenge som os. Efter lidt forsøg på at kommunikere, Dave forsøgte at mime "beach" som en bedre Grethe Sønck, kom vi afsted og kørte igennem byen. Overalt er der biler, rickshaws og knallerter. Hjemmefra er vi vant til motorcykler som et enmandskøretøj, måske to unge knægte hvis de er frække. Her er det nok til hele familien og lidt til. Jeg har set fire mand på en knallert, mødre på måneder gamle børn på skødet og to fyre der trasporterede et køleskab. Når de eneste trafikregler så synes at være "pas på dog selv" og "dyt som ind i helvede", så bliver det en smule kaotisk. Jeg skulle dælme ikke sætte mig bag rattet her, det kræver mere end et kørekort og køreevner, det kræver også en smule trang til at udfordre døden.

Stranden var spændende. Det første vi mødes af, er kameler og disses ejere, der forsøger at sælge os en tur. Rasmus, eller Krølle som han kaldes, tiltrækker en del opmærksomhed med sin lyse hud og små tætte krøller. Det gør vi nu allesammen, men blikkene varer lige det længere når det er ham. På stranden satte vi os oppe i en park og kiggede på mennesker, på havet og på de ørne der kredser overalt over byen. En fugleelsker skal ikke lave andet end at kigge ud af vinduet, jeg kan fx se to ørne lige nu. Mens vi sad på stranden kom en gruppe fyre over til os, kiggede på Krølle og begyndte så at tale til os. De kunne ikke et ord engelsk, vores urdu er noget rustent, men huyggede os gjorde vi. De lokale er en skønsom blanding af krejlere og gæstfri mennesker, ofte på samme tid.

Gårdagens højdepunkt var naturligvis den første bryllupsdag. Imran er nu en gift mand, jeg synes det var i går vi lukkede baren efter at have kigget på piger hele aftenen. Vi tog ud til hans families hus i udkanten af Karachi, et sted der hedder Nazimabad. Hans farfar byggede huset, som hans farmor på 300 år stadig bor i, sammen med Imrans onkel og dennes famile. Imrans bedstemor, familiens ældste, har været syg for nylig, men har det bedre nu og vi var inde og hilse på hende. Hun sad sgu i skrædderstilling på sengen, og hun er, hvis jeg husker rigtigt, 76 år gammel! Vi kom i vores tøj, som I kan se på billedet, og så hyggede vi ellers og talte med Imran. Jvf traditionen, så var han allerede gift, selvom han endnu ikke havde set Sanobar siden han kom til Pakistan. Istedet var han taget i moské med tre vidner fra hendes familie, der hvade bekræftet at hun gerne ville giftes med Imran, og det var så det. Imran var derfor faktisk ret afslappet, for som han sagde "vi er allerede gift, hvad kan der gå galt". Vi andre var så helt oppe og køre, det var så ufatteligt spændende og måske især farverigt. Vi spiste, kun mændene naturligvis, og fik mødt resten af familien, det vil sige onklen, fætre, grandfætre og et liv så stort at jeg ikke kan huske halvdelen af navnene, men varmen, interessen og gæstfriheden er ikke til at glemme,

Vi gik op på familiens tag, en stor terasse med udsigt over den del af Karachi som man nu kan se, et komplet skue er umuligt, byen er uendelig og ligger under et tæt lag smog. Fra taget kunne vi pakistanske hjem-ismænd på cykler, en cricketkamp på gaden og mest interessant, en blikby der var opstået på den anden side af den lille flod som huset lå ved. Kvarteret huser ligger i er pænt, Imrans familie er ganske velstående, onklen arbejder er noget guvernørrelateret noget som jeg desværre ikke kan huske lige nu. Men lige på den anden side var der altså opbygget en favella, bidonsvilles, shantytown eller hvad det nu hedder. Den lille flod var derfor fyldt op med lort, affald og resterne fra mennesker der må leve i udkanten af samfundet. På den ene side af huset, drenge der spiller cricket og køber is, 50 meter væk på den anden, extrem fattigdom. Det er svært at rumme.

Sent om aftenen, ret beset var det vel ved at blive nat, kørte vi mod Karachi Marriage Garden, en åben gård hvor selve festen skulle stå. Der var høj musik, farver over det hele og smukke piger i de mest farvestrålende kjoler. Vi mødte og vi hilste og jeg har aldrig oplevet den slags interesse før. Vi mødte Sanobars far og hans svoger, deres børn og alle var så søde at jeg er helt målløs. De ville alle vise os Karachi, høre hvad vi syntes om det, hvad lavede de, her er min søn og så videre. Det var ganske enkelt så farverigt, så overdådigt og så fantastisk at det ikke kan beskrives med ord og de mange hundreder af billeder vi har taget kun vil kunne vise en brøkdel af det vi har oplevet.

Efter et par timer, klokken var vel blevet omkring midnat og temperaturen var efterhånden behagelig med en fin brise, kom bruden ind til festen. Hun havde slør om ansigtet og blev mødt af alle pigerne i sleksabet, der sang, trommede og iklædte hende blomster. Pigerne var alle iklædt de mest farvestrålende kjoler, nogle i orange, andre i grønt, det var simpelthen så flot. Deres hænder havde alle henna-mønstre, blomster, sole og sirlige mønstre. De mest indviklede og omfattende henna-tatoveringer var naturligvis brudens, der også havde fået fødderne lavet. Pigerne pylrede og nussede om bruden, hun blev fodret med nogle forfærdeligt søde kugler som jeg smagte senere på aftenen og nær havde fået sukkersyge af. Andre førte penge rundt om hovedet på hende, for at jage de onde ånder væk og de penge bliver så efterfølgende givet til fattige.

Lidt senere gik Imran op til sin brud, der var stillet en lille scene op, hvor de så sad i en blomsterdekoreret stole/køje-ting og så nuttede ud. De talte ikke meget sammen, det bør sig at bruden skal være bly og mut på sin bryllupsdag. Imran blev så også fodret med de hæslige kagekugler og han fik smurt henna i panden. Folk nulrede og pylrede om den, og for første gang indrømmede Imran en smule nervøsitet ved at være midtpunkt for de vel nok 200 mennesker der var der. Der var lege, en tradition er at brudens familie skal tage fat i gommens finger og forhandle pris for at give slip og lade gommen komme til sin hustru. Pludselig stod der 15 på den ene side, 10 på den anden og forhandlede på livet løs om løsladelsen af Imrans finger. Det mindede mest af alt om Wall Street og jeg havde heldigvis Tariq, Sanobars bror, til at guide mig igennem og forklare mig de forskellige dele af ritualerne. Hendes to brødre er skideskægge, begge er under uddannelse i England og, tror jeg, med på den værste.

Maden var utrolig, som Tariq sagde ”oh, they didn’t tell you the meal was the main event? You thought this (med henvisning til ceremonien) was it?” Grillstegte kyllingestykker, shish kebab, brød, noget kartoffel og bønne sammenkog, noget andet brød, is og noget mandelnoget der var hvinende sødt. Vi spiste, og snakkede og spiste igen. Hele tiden var der nye mennesker der lige hilste, nye fætre, andres fætre og disses onkler. Sådan blev det ved hele aftenen og da klokken efterhånden var blevet mere morgen end aften, så hoppede i en taxa og hjem til hotellet, trætte, glade og helt propfyldte af indtryk.

Dag 2
I dag har vi så skiftet hotel. Hilltop som vi boede på, var for snavset, for dyrt og helt igennem klichéhostorien om turister der skulle narres. Imrans onkel skruede lige bissen på over telefonen, så vi checkede ud i morges og er flyttet på Hotel Sarawan, et langt billigere, langt bedre og mere centralt beliggende sted. Nu ligger jeg her på sengen, slapper af og forsøger at tage mig sammen til at tage et bad før Imrans mor og onkel henter os et sted efter klokken fem, altså om et kvarters penge. Så tager vi derud igen og hygger, klæder om og får strøget tøjet før festen går løs.

Vi har ikke det dersens internet på hotellet, men der skulle ligge et business center, ikke en internetcafé, hvor jeg kan få sendt det her afsted fra. Jeg har fået et nummer her i Pakistan, 0307 2202465 (landekoden kan jeg ikke huske), som I kan bruge hvis jeg ikke er på det normale. Jeg skifter lidt mellem sim-kort, alt efter hvem jeg skal have fat i.

Køs fra Karachi
Mads

Fortsat...
Imrans onkel kom som sagt og hentede os, sammen med en del af familien. De har forberedt hele dagen, købt ind og haft rygende travlt. Alligevel har de tid til os, det er forbløffende. Vi kørte mod huset, købte lidt mere ind undervejs og vi fire blege danskere kiggede ud f vinduet på Karachis liv, der mest af alt minder om en myretue. Det er et ret usædvanligt syn, jeg har fx før set fattige, tiggere og hjemløse, men her er det så meget mere og så langt mere råt. Det er ikke usædvanligt med små børn der banker på bilens ruder mens man holder i kø, der er folk med misdannelser der krabber sig hen af fortovet, det er uhørt råt så jeg slet ikke kan fatte det.

Endnu en gang var Imrans families hus en stærk kontrast til den rå virkelighed lige udenfor. Vi fik chai, der blev nusset om os og vi hyggede os igen. Imran tog ud og fik tagte bryllupsbilleder, og han så forrygende ud i et hvidt jakkesæt og knaldrød turban. Mest af alt lignede det noget fra et eventyr, ikke mindst senere da vi så bruden.

Vi tog til Baba Habasch Marriage Garden, en endnu mere extravagant og overvældende oplevelse end Karachi Marriage Garden fra i går. Enorme lysekroner, åben himmel og så mange mennesker at der nærmest var myldretidstrafik for at gå rundt. Imran blev sat op på en scene igen, hvor familien, både hans og brudens, skiftevis kom op og satte sig sammen med ham, mens folk rundt om talte, lo og hyggede sig gevaldigt.Efter etpar timer på dne måde, klokken har vel været en elleve stykker, kom bruden ind. Jeg kan ærligt sige at jeg har aldrig har set noget lignende, måske på film. Hele vores tur herovre kan jeg bedst beskrive med ord som ”utroligt, ”fantastisk” og i den dur, og her mener jeg det helt bogstaveligt, det er svært at tro nogle gange. Sanobar var iklædt en borderet rød dragt, med rige dekorationer i guld og andet, store guldsmykker og hvis Imran lignede noget fra 1001 Nat, så var hun endnu flottere. Hun blev placeret på en anden scene, i den anden ende af rummet og igen kom både hendes familie og Imrans over og talte til hende. Hun så nærmest trist ud, traditionen er jo at hun skal spille genert og tilbageholdende, men en gang imellem, særligt når hun talte med Imrans søster Sabeen, kunne hun ikke lade være med at grine og smile.

Maden kom og jeg havde fornøjelsen af at sidde med ved det vel nok bedste bord, alt var arrangeret om runde borde med plads til ti, sammen Imran, Imrans far og onkel, brudens far og onkel og en af Imrans fætre, Aslan, en virkelig nuttet lille fyr på 7 år. Maden var igen gamske fin, men jeg kunne nu efterhånden godt spise noget der ikke er stærkt eller hvinende sødt efterhånden. Min mave gjorde lidt brok, så jeg spiste ikke for meget. Aftenen var officielt arrangeret af brudens familie, så hendes to brødre, Tariq og Bilal, farede rundt og sørgede for alle gæster. Det er to skidesøde fyre, venlige, opmæksomme og sjove: Forhåbentlig kommer de med på tirsdag hvor vi skal på sightseeing i byen med dele af familien.

Efter middagen, som blev serveret på et tidspunkt hvor de fleste nok ville være gået i seng, blev Imran og Sanobar endelig samlet på den ene scene, hvor de så sad og lod være med at tale sammen, mens familien kom op og lykønskede de to, derefter venner af familien og så videre, indtil vi alle havde været deroppe og hilst og fået taget et billede. Udenfor var klokken blevet over midnat og det var søndag. Det er så også en muslimsk helligdag, hvor de fejrer profetens fødsel, så der blev dyttet, flaget og også skudt lidt op i luften.

Da festen var ved at være slut, var det endelig tid til at Imran tog sin brud med hjem. Men først skulle der lige forhandles en pris med en shemale de som traditionen byder, dukkede op og sang mens brudeparret gik mod bilen. En pakistansk shemale, jeg har vist set alt nu. Vi blev samlet i bilerne og kørte mod familiens hus, Imran og Sanobar satte sig i en blomsterdekoreret bil og kom til sidst mod huset. Traditionen er at gommen tager sin kone med hjem til huset, men så nemt skal det ikke være. Imrans søster og kusine stillede sig i døråbningen og spærrede vejen og Imran måtte forhandle om prisen for at kunne komme ind. Til sidst kom de ind og for første gang kunne de være sammen under lidt mindre omstændigheder end 200 mennesker og en scene. I morgen skal de være sammen alene for første gang siden brylluppet startede, når de checker ind på et hotel.

Vi blev kørt hjem af onklens chauffør, igennem gaderne hvor det føltes som om hele Karachi var på gaden for at fejre. Det var skønt ikke at skulle tage en taxa igennem det virvar af larm. Vi gik på hovedet i seng, jeg har sjældent været så træt. I dag holder vi fri og bliver på hotellet. Butikkerne har alligevel lukket, og om aftenen er det nok bedst at blive indenfor på grund af fejringen. Jeg trænger også til en pause, hvis jeg skal være klar til mandag, hvor den sidste del af brylluppets officielle del holdes.

Fortsat...
Dag 3

Den hidtil roligste dag og alligevel ganske mindeværdig. Rasmus havde fået det en smule skidt i løbet af lørdag aften og jeg selv blev ramt af et ganske fælt maveonde i løbet af aftenen, der ikke behøver at blive beskrevet nærmere. Da vi alligevel havde valgt at blive hotellet, blev jeg i sengen hele dagen og forsøgte at få det bedre. Ellers var dagen ret begivenhedsløs, udenfor var der helt stille og gaden der normalt huser en mindre trafikprop, var nu blevet til en cricketbane. De andre havde også en smule mavebøvl, ligesom både Imrans far og onkel også har haft det. Måske har det været maden, men mest af alt tror jeg bare det er mængden, der er ikke blevet sparet, og tidspunktet vi har spist på.

Dag 4
Brylluppets sidste officielle dag. Vi valgte at tage ud til et shoppingcenter ved Clifon Beach, dels fordi vi efter vores mavebøvl ikke orkede at være for langt væk fra et nogenlunde tilforladeligt toilet. Park Towers var rimelig posh og helt igennnem uinteressant, hvis ikke det var for kontrasten i forhold til det støvede, larmende og rodede Karachi der var udenfor. På vejen hjem fandt vi endelig en bank der ville acceptere vores visakort. De første dage har vi kørt på de penge vi havde med, hotellerne har taget vores kort, men vi har ikke kunne hæve fra de ATMs der er overalt i byen.

Vi fik en kort lur på hotellet inden vi blev hentet af familien. Vi kørte igennem Karachi, der var hæsligere end før. Der var så meget trafik, os og smog at mine øjne løb. Midt i al den os står folk i gaden og laver mad, sælger kød, de hjemløse ligger og sover i midterrabatten og det kan nærmest overraske mig at gennemsnitslevealderen er 55 år under de betingelser. Hjemme hos Imran fik vi vand og trak op på taget og spillede cricket med Imrans syv-årige fætter Aslan. Han er simpelthen så nuttet at vi overvejer at tage ham med hjem. De første dage satte han sig gerne sammen med os, fulgte med og svarede når vi tale med ham. Han taler engelsk, det har man allerede fra første klasse. Nu har han helt overgivet sig og kommer løbende og giver os et knus og taler løs. Han blev mere og mere glad mens vi spilelde criocket og til sidst glemte han at tale engelsk og plaprede løs på urdu om reglerne, mens vi grinte og havde det skønt.

Lidt senere på aftenen, de har det med at trække ud, kom en fotograf og tog billeder af brudeparret. For første gang var Sanobar ikke iklædt det helt store skrud eller make-up og vi kunne konstatere at Imran har gjort det godt. Vi fik også lidt tid med Imran, han har ikke halvt så travlt som familien der pisker rundt, men han skal være til rådighed, eller hvad det nu bør kaldes. Han mumlede lidt om at tage ud med os om tirsdagen, jeg tror han føler han tager sig for lidt af os. Vi sagde naturligvis at han kun skulle tag emed hvis han havde tid osv, for vi klarer os jo ganske glimrende og med Haseem, Sabeen og mange flere som guider mangler vi ingenting.
Aftenen bød igen på middag under åben himmel i Baba Habasch Marriage Garden. Da det var gommens familie der afholdt aftenen, stillede Imrans familie sig op ved indgangen og vi blev bedt om at stille os med. Jeg gentager nok mig selv, men vi er virkelig blevet inviteret indenfor som familie. Det er et enormt hjerterum og et overskud de viser, det sætter vi virkelig pris på.
Brudeparret sad igen på scenen, jeg har lidt ondt af de to, sådan at sidde til ske for alle, mens vi hygger rundt om. Naturligvis kommer folk op til dem, men når de sådan sidder på række, må det være lidt svært at hygge sig rigtigt. Overalt farer der børn rundt, også selvom klokken er en del over dansk sengetid. Der er en helt anden dagsrytme og indstilling her, dels sover de (og også blege københavnere i Karachi) til middag når det er varmest, men der er slet ikke den der angst for at udsætte børnene for noget som man kan opleve i Danmark.

Det var en mindre pompøs aften end de andre, hvilket også betød at den sluttede tidligere end de andre, så vi var tidligt hjemme og gik igen lige i seng. Bortset fra en smule kalden til bøn der vækker os om morgenen, så sover vi som engle..

Dag 5
Det var egentlig meningen at vi ville have været oppe og spise morgenmad, men sengen var så lun og rar i morges at vi igen sov længe. Den noget ujævne døgnrytme gør nok heller ikke noget godt for vores maver, men vi har det allesammen bedre. Vi havde jo aftalt at tage ud og se med dele af familien, så de hentede os lidt over 12. Det var naturligvis os fire drenge, Imrans søster, tre fætre og en kusine. Vi startede med at køre ud til stranden, hvor luften er noget behaligere end i byen og der også er en god vind. De to piger tog sig en kameltur, ligesom Rasmus og en storgrinende Aslan gjorde bagefter, Vi soppede rundt, Aslan plaskede og det var bare rart og afslappet. Sabeen spurgte på et tidspunkt om vi kedede os, men det er lidt som at være i sommerhus, det hele kører lidt langsommere og der skal ikke rigtig noget til for at have det rigtig rart.

Bagefter kørte vi lidt rundt i byen, indtil vi stoppede og tog på Pizza-Hut. Det var en ret surrealistisk oplevelse, for det første havde stedet valet parking, for det andet kom der en æselkærre forbi mens vi sad derinde med det poshe Karachi og spiste. Igen er kontrasterne der hele tiden og de er enorme. Det var rart at spise noget lidt mere velkendt, selvom jeg jo helst vil spise lokalt, så kan jeg nu godt savne en lidt mindre krydret leverpostej og et glas skummetmælk efterhånden. Senere tog vi op på Tariq Road og kiggede på tøjbutikker. De andre købte lidt forskelligt, jeg sparer lidt for tiden, da jeg hellere vil se lidt mere før jeg køber. Overalt er der tøjbutikker med sager i alle kvaliteter, så det gælder om at se sig for og lytte til de råd vi får.

Vi var igen inviteret ud og spise om aftenen, uden rigtig at vide hvad, hvor eller hvornår. Hassem kom og hentede os ved nitiden og vi tog til Karachi Gymkhana, en rigtig country club som er blevet brugt af diverse præsidenter og ministre. Der var sådan en herlig stemning og det mindede om de film jeg har set om den engelske kolonitid. Jeg kunne lige forestille mig briterne iklæde sig det pæne tøj, drikke gin & tonic og en engelsk major spankulere rundt i sin fine uniform. Begge familier var der, fordelt med de ældre damer ved et bord, børnene ved et andet og så os og de to fædre og to onkler ved det tredje. Det var spændende, for vi fik en førstehåndshistorie om Pakistan af Sanobars far. Han flyttede fra Pakistan i 1973, og har udefra kunne følge med i landets udvikling. Den slags personlige historier synes jeg altid er langt mere spændende end den generelle historiske beretning.

I morgen er vi inviteret på middag igen, denne gang 35 kilometer uden for Karachi, hvilket jeg glæder mig meget til. Denne by synes endeløs sommetider, dengang Imrans far forlod Pakistan for 40 år siden kunne man køre fra bykant til bykant på cykel på under en time. Det er en utrolig udvikling, ligesom det er utroligt at forestille sig at hele dette land kun er 60 år gammelt. Nu vil jeg se det sidste af Milan – Bayern og gå i seng.

Dag 6
Endnu en dag i Karachi. Vi stod sent op og tog derefter på Pakistani Air Force Museum. Der var den sædvanlige bunke fly, lidt monumenter der fejrede krigen mod Indien, men ellers var det mere rart at være et sted med lidt frisk luft, grønt græs og forholdsvis ro. Det virkede lidt som om det blev brugt som udflugtssted for unge kærestepar, for der sad en del rundt omkring og holdt lidt i hånd.

Efter den smule kultur tog vi hjem til Iver, eller forsøgte ihvertfald på det. Vi hoppede i en taxa der skulle kende vejen til Nazimabad, men han kunne dårligt finde vej i sine egne bukselommer. Vi kørte rundt, rundt, han spurgte gud og hver mand, men lige lidt hjalp det. Til sidst, efter miondst tre kvarters køren rundt, fandt Imrans onkel os endelig, og vi kunne tage ud af byen som planlagt. Turen ud til det var en oplevelse i sig selv. Byen synes jo ofte endeløs, men der efter en lille times kørsel forsvandt bygningerne lige så stille, og snart var vi på en klassisk motorvejsstrækning, omend kørebanen var mindre jævn end hvad vi er vant til hjemmefra.

Stedet vi spiste var skønt, det var en gammeldags måde at spise på, vi sad på nogle lave borde, dækket med tæpperr og, med en smule vestligt snit, et par borde i midten til maden. Det hele foregik under åben himmel, med en stor græsplæne hvor de mindre børn løb rundt, og cricket på et stort lærred i baggrunden. Maden var igen god, min mave har det efterhånden fint med det, så længe jeg ikke spiser for meget. Efter maden gik jeg en lille tur på græsset og minglede efter bedste evne. Aslan ville gerne spille cricket, så med en tennisbold og et bræt som remedier fik vi sat en lille kamp igang. Alt i alt, endnu en fin aften.

Dag 7
Ikke det store at melde om, jeg blev hjemme og skrev noget skolearbejde, de andre shoppede rundt hele dagen. Aftensmad hos Imran, hvor vi sagde farvel til hans far og søster der tog hjem til Danmark.

Dag 8
Dagene begynder at flyde lidt sammen nu. Vi tog på stranden, et sted der hedder French Beach og ligger et godt stykke uden for byen hvor man slipper for skrald, sælgere og så videre.

Her stopper historien, jeg orker ikke at fortælle mere.

Nettonyt 5 - Nettoligans udvider forretningen

noreply@blogger.com (Mads) — Mon, 28 Aug 2006 08:22:00 +0000

Der er ingen Nettoer i Amsterdam, ikke en eneste. En enkelt Lidl fandt jeg, men jeg følte intet behov for at gå indenfor, og valgte istedet at vandre rundt i byen og glo på de mange hvide mænd med dreads og le hånligt inde i mig selv. Lenny Kravitz kunne klare det, Bob Marley og ham idioten der var gift med Halle Berry men valgte at bolle udenom. Hvide mænd i dreads er noget af det mest gudsjammerlige grimme lort jeg kender til, ulækkert, uvasket og som regel understreget af et generelt forhold til almindelig kropshygiejne, som ville forfærde selv en huleboer. Bliv klippet, brænd dine klamme fløjlsbukser og få et job, fremfor at sidde på Damrak og spille didgeridoo for andre klamme hippier.

Lyder jeg ikke helt begejstret for Amsterdam? Jamen, jeg er heller ikke utvetydigt overbevist om byens lyksaligheder. Ja, der er fantastisk nede i kanalerne, hvor de smalle huse tårner sig op og husbådende ligger og vugger dovent, og der er masser af vandingshuller at nyde en Amstel eller en Bavaria, men der er også fyldt med ucharmerende turistfælder, ucharmerende turister og endnu mere ucharmerende hippier. Coffeeshops siger mig intet, de er som regel en kombination af de tre ovennævnte hæsligheder, og mit behov for at ryge mig standerskæv kan hurtigt overstås. Læg dertil at de hollandske kvinder ligner jyske bondekoner på tredje generation af bror/søster-ægteskab og konklusionen er altså ikke en umådeholden hyldest af Sin City.

Der er yndigt, det medgiver jeg og udsigten fra mit værelse på Hotel Armada er den slags man normalt betaler kassen for. Bortset fra at det så også var med udsigt til en glascontainer, så var det ligeså charmerende som man skulle tro og jeg nød da også at bare gå rundt og kigge på husene, der minder en del om andre byhuse i en anden Amsterdam-by, nemlig New Yorks townhouses. Det handler selvfølgelig om at udnytte kvadratmetrene maximalt, alle ville have adgang til kanalerne, og derfor er grundene blevet udstykket som smalle men lange arealer, så flest muligt kunne få datidens svar på metroen.

Nu skal dette jo ikke udvikle sig til en historietime, det har jeg hverken forstand eller lyst til, men det er nu sjovt at prøve at forstå hvad der har skabt den by som Amsterdam er i dag. For hvad er det der har skabt en by hvor hashen flyder, luderne er i fagforening og alverdens junkier og langhårede veganere farer til. Det nemme svar er jo hash og en eller anden form for frisind, som jo er ganske spændende at opleve, men jeg var alligevel skuffet over en by, der ikke havde eget andet at byde på end et par fine museer og så et kvarter der sig selv er en attraktion, ikke på grund af den ellers charmerende arkitektur, men fordi halvnøgne kvinder og, for ret skal være ret, nok også en del ladyboys, står og sælger verdens ældste ydelse på gadeplan, mens andre sælger den næstældste i brune pubs, coffeshops og på gaden.

Skal jeg fortsætte min amsterdamske svinen en smule mere, så er det godt nok lidt af en øjebæ de har fået opført sig i Zuidoost. Enormt vulgær på samme måde som Pompidou-centret i Paris men uden dettes charme og gennemførelse. Det er til gengæld stort, især er stadionområdet ret imponerende, med de enorm styr på adskillelse af de forskellige fangrupper. Man kan mærke at de er vant til større og mere voldsomme gæster end Farums tilhængere, exemplificeret ved muligheden for at føre udeholdets tilhængere direkte fra stadion, igennem en aflukket bro og over til en afspærret togplatform, uden at de nogensinde vil være tættere på Ajax' halvhjerner end 50 meter og et par solide stålhegn. og nu vi taler om sikkerhed, så var det et ganske behageligt politikorps de holdt sig, de har tydeligvis set værre end 1000 småstive danske idioter på "ryg og drik dig selv ihjel"-mission i Holland.

Kampen vil jeg ikke komme nærmere ind på, blot efterlade jer med disse to fremragende små klip fra youtube.

Henrik spiller: Booba - Boulbi

Hjem fra Frankrig kom diverse pladser, blandt andet Boobas Ouest Side. Det er absolut et hør værd, hvis man kan holde hans storpralende, misogyne, antisemitiske, voldsforherligende facon ud. Heldigvis er det på fransk og en særdeles slang-version af sproget, så jeg skal godt nok spidse ører for at få alt hans vrøvl med.

Mads

Iver og Mads

noreply@blogger.com (Mads) — Wed, 19 Jul 2006 21:33:00 +0000

Iver og Mads

Jesper-måneden fortsætter

noreply@blogger.com (Mads) — Thu, 13 Jul 2006 12:15:00 +0000

Det kan ikke komme som en overraskelse for os og Jesper at en krammer er en dejlig ting. Men nu er det gået op for hele Danmark, vel nok anledt af Jespers fprrygende krammere. Hvem der bare kunne kramme Jesper nu

http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=765506/

Danskerne er Europas bedste krammere

Der er ikke noget som en ordentlig krammer, synes danskerne. En ny undersøgelse viser, at vi også ler, synger og danser mere end de fleste andre europæere.

Danskerne er helt fremme i skoene i Europa, når der gælder om at give en ordentlig krammer. Sådan lyder den overraskende konklusion i en helt ny undersøgelse foretaget i otte europæiske lande af British Market Research Bureau. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Danskerne er sammen med spanierne de bedste til at omfavne hinanden ifølge undersøgelsen. Cirka 60 procent af danskerne og spanierne krammer hinanden dagligt, hvorimod franskmænd og hollændere er de mest tilbageholdende med den daglige, fysiske kontakt.

Danskerne er også i toppen, når det gælder om at synge højt, danse og grine. Til gengæld græder vi mindre end f.eks. grækerne.

Alle elsker Jesper!

noreply@blogger.com (Mads) — Fri, 30 Jun 2006 14:47:00 +0000

Findes der mon et mere fuldendt menneske end Jesper? Jeg tror det ikke, for i et og samme menneske er samlet: en rar mand, et hæderligt pragtexemplar, en myndig vagt, et pligtopfyldende postbuid, i det hele taget en alletiders fyr.

Nettoligans hylder Jesper ved at erklære Juli måned for Jesper-måned. I løbet af måneden vil flere Jesperbegivenheder tage plads, så følg med hver dag.

nettoligans, nu som dankort

noreply@blogger.com (bean447) — Tue, 06 Jun 2006 04:41:00 +0000

det må da være det ultimative dankort

Nettoligans - then & now

noreply@blogger.com (Mads) — Mon, 29 May 2006 15:31:00 +0000

1998

2005

En længe ventet update

noreply@blogger.com (bean447) — Wed, 03 May 2006 02:48:00 +0000

Først undskyld, jeg har vist ikke helt holdt mit løfte med en ugenlig update. Jeg skammer mig naturligvis, men hvad er der så sket siden sidst?

Som jeg skrev i min sidste update, var jeg i gang med at tage et dykkerkursus. Dette er nu bestået. Som I så på de sidste billeder, startede vi med at dykke i en pool, hvilket var en fed nok oplevelse, meeeen at dykke fra båd og ikke mindst fra kysten, er nok den fedeste oplevelse jeg har haft. Det er simplethen en utrolig verden, der er under vandet. Jeg var i den heldige situation, at jeg både fik set hajer, havskildpadder, søstjerner og kæmpe rokker.
En hel weekend kun med dykning, det bliver bare ikke bedre.

vores dykkerbåd, en super hurtig speedbåd

mig med en levende søpølse mellem benene, ja lidt sjov skal man have under vand :-)

svært at se, men pletterne er en nurseshark

Men jeg har da også lavet andre ting, f.eks. har der lige været påske, hvilket ikke er det store i Australien, men jeg fik da et par feriedage ud af det. Her tog vi en tur på gokartbane sammen med Mark (en af gutterne fra Zimbabwe) Det var super skægt, og foregik på 1,3km lang bane med gokarts der kunne køre lidt over 80km/t. En god måde at få en dag til gå.

papa ude og køre

En tur til Sydney er det også blevet til. Vi skulle lave nogle forsøg i dernede, så firmaet betalte en tur. Vi boede i firmaets lejlighed i en by der hed Blacktown. Ikke den mest spæmdende by, faktisk lidt af en slumby, hvor man ikke var tryg ved at gå ude om natten. Så det gjorde vi ikke.

Vi rejste onsdag aften og torsdag aften var vi ude og se Sydney med en fra et af de selskeber vi skulle teste for, det var en gut fra Tyskland. Sydney var en helt fantastisk by, minder lidt om New York, hvor der er højt til loften overalt. Disko dasko blev det også til og de har de fedeste diskoer i Sydney. Det er en helt anden form for stil de kører, der er virkelig klasse.

Men Sydney endte desværre med ikke at blive den helt store tur, for Christian blev meget meget syg efter vi havde stået om fredagen og lavede forsøg i 10 grader i 10 timer. Han lignte i hvertfald noget der var løgn og lavede ikke andet end at brække sig og hoste kæmpe slimklatter op. Så søndag besluttede vi os at tage hjem til Brisbane igen, desværre før tid. Så der blev ingen siteseeing til Marcel denne gang, men vi kommer igen.

Sydnet by nite

Der er sikkert sket en masse andre ting i mellem tiden, som jeg bare ikke kan huske, men skriver når jeg kommer i tanke om dem.

Hej for denne gang

I slipper ikke helt for dette billede, som er Christian gået meget kold på et WC

Nettoligans møder Dan Eggen eller Tommy Seebach

noreply@blogger.com (Mads) — Fri, 07 Apr 2006 20:15:00 +0000

Tommy/Dan og Mads740

Jeg må hellere lige fortælle hvad jeg går og laver

noreply@blogger.com (bean447) — Tue, 28 Mar 2006 07:56:00 +0000

Dette er en mindre update, og må heller fortælle at jeg har det godt. Jeg hygger mig stadig down under, men keder mig på jobbet. Men hvad er der så sket siden sidst? Jo, Marcel har været ude og få en på opleveren. Der har efterhånden været en del byture med gutterne fra Zimbabwe, nogle ret flinke gutter, vi tit hænger ud med. Og for nogle uger siden, var jeg ude og se Australien zoo.

mig og en koala

mig og en kænguru

krokodille showet, der var også fugle, slange og tiger show.

mig og Mr Steve krokodillemand

Det var en kæmpe zoo, og en meget sjov oplevelse. Men en dag i zoo er nu nok for mig. Senere på måneden tog vi op til Surfers Paradise, som nok er en af de smukkeste strande jeg har set. Der tog vi nogle surfinglektioner med en verdensmester, hvilket var helt vildt sjovt og rigtigt svært, men det lykkes da at stå et par gange på brættet :-)

mig efter surfing, elsker det billed

Jeg er nu i gang med at lære at dykke, dvs er ved at tage et PADI-certifikat, og jeg må nok sige at det indtil videre har været den største oplevelse. Godt nok har jeg kun dykket i en pool, men vi skal ud ved et koralstykke hele næste weekend og jeg glæder mig sindsygt meget. Det er en underlig fornemmelse at være så lang tid under vand, men en fed oplevelse.

en træt dykker efter dyk 1+2

I søndag var jeg inde og se min første rugbykamp mellem Brisbane broncos og et eller andet EELS. En fra bygningen havde nogle ekstra billetter og inviterede os med. Det var en sjov oplevelse, men ikke lige min type sport, jeg er nu mere til amerikansk fodbold. På stadion var der omkring 26.000 og det var få mennesker. De elsker virkelig denne sport.

Deres super grimme maskot, Leo er nu sejere!

Men ellers går tiden down under med at styrketræne, arbejde lidt, drikke, spise, sove og se hvad Brisbane ellers kan byde på, f.eks denne dejlige kunstige strand, der ligger midt inde i byen

Brisbane kunstige strand

Det var så alt for denne gang, skriver nok snart igen

Marcel "Mr. down under" Pinnerup

Nettoligans udvider

noreply@blogger.com (Mads) — Mon, 20 Mar 2006 23:10:00 +0000

Endnu et medlem er kommet indenfor i varmen. Jesper er et langvarigt bekndtskab af Nettoligans og har længe ytret ønske om at komme med i fraktionen. Desværre har Jesper ikke kunnet dokumentere sit tilhørsforhold til Netto og bestyrelsen har defor set sig nødsaget til afvise et medlemsskab. Nye informationer er dog kommet frem, senest i søndags, hvor Jesper kunne berette i detaljer om livet som retur-emballagespecialist i 750. På trods af manglende fysiske beviser, valgte bestyrelsen at behandle en ny ansøgning på et extraordinært møde på stafetten, hvor eneste punkt på dagsordenen var optagelse af Feego som fuldt gyldigt medlem. Med stemmerne 2 mod nul, blev ansøgningen godkendt og Jesper kan derfor nu smykke sig af titlen som Full Sledge Member, med dertilhørende ret til at bruge logo og andre af Nettoligans' officielle tingester.

Medlemslisten vil snart blive opdateret med Jesper, i mellemtiden kan I nyde af formanden og det nyeste medlem.

Nettoligans undercover på Vestegnen

noreply@blogger.com (Mads) — Mon, 13 Mar 2006 17:31:00 +0000

Søndag den 12 marts gik Nettoligans undercover, i et forsøg på at infiltrere det befængte og stærkt sinkede miljø der følger Brøndby IF og kalder sig for supportere. Under stor risiko for vold og sår på sjælen, vovede Somse og 740 sig ind i selve højborgen for den sære subkultur.

Alle informationer indsamlet under aktionen er naturligvis blevet videregivet til relevante myndigheder.

Se den afslørende video her